Torsdag (1.538).
Kære venner!
Jeg overvejer kraftigt at springe ud som professionel, personlig løbecoach!
Endnu bakser jeg med mange tanker om sammensætning af koncepter og fokus, men det står klart, at jeg med det erfarings- og berøringsgrundlag, jeg har opbygget gennem mere end 25 år, både selv som eliteløber, som personlig træner for forskellige andre løbere og i.f.t. de tusindvis af løbere, jeg har stiftet bekendtskab med og udarbejdet træningsprogrammer til bl.a. i det lokale avismaraton koncept og et p.t. igangværende netværksprojekt, har et hjerte, der banker for en rådgivningspalette, som rummer tilbud både til begynderen, der måske har lidt svært ved at komme igang, den etablerede motionist/supermotionist og den helt seriøse eliteløber.
Det står mig også klart, at mine tanker går i retning af rådgivning, som ikke kun er netbaseret, men hvor der også meget gerne bli’r tale om jævnlig ”eyes-on” såvel i.f.m. aftalte træningsture som evt. i.f.m. pace/deltagelse i udvalgte konkurrencer. Viborg er mit centrum, men efter aftale bør det ikke være svært at nå hele Riget rundt :-)
Min oplevelse er, at uanset hvilken kategori, man befinder sig i som løber, kan rigtig mange periodevis have en følelse af at befinde sig selv i en form for vakuum eller dødvande, hvor der i bund og grund hverken er mangel på fokus, engagement eller investering af kræfter i træningen. Man synes måske ikke helt, at man høster det optimale udbytte af sin indsats, står lidt i stampe og opnår ikke fremgang i sine præstationer eller realiserer de mål, man har sat sig.
For langt de fleste kan/vil sådan en følelse selvsagt forstyrre den oprindelige glæde ved at dyrke sin sport med en fornemmelse af ”sur pligt”, frustation, svigtende motivation og tvivl i forhold til afsavn og prioritering af hverdagens samlede indhold af forpligtelser.
Jeg ved imidlertid, at jeg i min taske med redskaber; både hvad træning og anden rådgivning angår, har både ”skubbe på” og ”holde igen” værktøjer, der hjælper næsten enhver med at realisere sine mål, uanset hvilken plads i livet, man ønsker at give sit løb. Og jeg føler en tiltagende lyst til at kunne få lov at hjælpe andre løbere på vej – både de, der først lige skal til at tage sine aller første [løbe-]skridt, og de, der allerede har flere års erfaring. Det handler om at få et godt løbeliv. Og hertil behøver de fleste lidt succes :-)
Det er sikkert velkendt for mange, der kender mig i forvejen, at selv om jeg naturligvis har indsigt i gængse træningsteorier med nøje udmålte fordelinger af AT-træning, VO2M-træning og forskellige anden, meget intensiv programopbygning, er det ikke altid dén vej, jeg vælger at rådgive først, når jeg sidder med det enkelte menneske, hos hvem kabalen mellem arbejdsliv/studie, evt. familieliv/børn, løb og andre interesser skal gå op.
Min holdning – baseret på erfaring - er, at en mindre stressende / mere ”keep it simple” model med rigtig godt fundament, substans/tyngde og kontinuitet (herunder også skadesfrit løb) mod til gengæld en anelse færre teoretiske, træningsmæssige moduler faktisk ofte kan være dét, der skal til for at kunne tage det næste spring i den enkelte løbers udvikling. Det er, hvad jeg altid har oplevet på egen krop (og stadig praktiserer/beviser). Og det er, hvad jeg har set bekræftet hos de løbere, jeg har haft rådgivningsmæssigt tættest på gennem årene. Derfor er det naturligvis også noget af dét, jeg brænder aller mest efter at kunne få lov at gi’ videre til andre. Fordi jeg ved, det gør de fleste både bedre (hurtigere) og gladere som løber :-)
P.t. handler min overvejelse om at springe ud eller ej om flere forskellige forhold, herunder naturligvis helt basalt:
- Ér der mon et tilstrækkeligt grundlag?
Genkender DU derfor dig selv i noget af ovennævnte, eller gør jeg dig i øvrigt nysgerrig, så giv mig et ganske uforpligtende praj og hør mere til de forskellige konceptmuligheder, jeg rumsterer med i min nuværende idéfase.
Skriv til mig enten i personlig besked på FB eller pr. mail på
sras@c.dk.
I praksis kan jeg sige, at bli’r det til noget, vil det tidligst være med igangsætning pr. november/december i år, og til den tid naturligvis med meget mere konkret beskrivelse af idéer, koncepter, målgrupper, referencer …. og priser :-)
Bedste løberhilsner
Søren Rasmussen, Viborg
NB: Del gerne nærværende blandt relevante venner, netværk eller andre fora, hvor du har din ”gang”.