28.05.12

Mandag (1.066).

Morgenvægt:
66,9 kg. 

Træning 1:
10,2 km á 5.08 min/km.
Løb alene. En tur rundt om Søndersø + 11 omgange på atletikstadion. Jævnt tempo.

Imorgen afvikles det 82. Søndersøløb, som i al beskedenhed ér Danmarks ældste løb, uanset at mindst to andre løb i Danmark med hver sine formuleringer forsøger at gøre krav på tilsvarende status. 

Søndersøløbet omtales med sikkerhed for første gang i Viborg Stiftstidende fra den 1. juni 1910, hvor der kan læses, at: "Viborg Fodsports-Forening afholdt mandag aften det årlige terrænløb omkring Søndersø". Bemærk ordene; "det årlige" => det vil jo sige, at løbet reelt må være startet mindst ét år (men formodentlig flere) før 1910.

Til sammenligning er Risskov-Løbet, som bryster sig af at være Danmarks ældste motions-løb, "kun" fra 1913. Og Eremitageløbet, som ligefrem bryster sig af at være verdens ældste motions-løb, er faktisk så nyt som fra 1969.

Grunden til tvisterne om, hvilke løb, der reelt er ældst, skal nok findes i to ting: Dels forskellene i termerne; "løb" og "motions-løb". Og dels det faktum, at Søndersøløbet aldrig har bragt sig lige så langt frem i danske løberes bevidsthed grundet sin helt særlige lukkede status. 

Søndersøløbet er nemlig unikt og ganske særegent, idet det - mig bekendt - er det eneste løb i Danmark, som gennem alle år har været lukket afgrænset til kun at tillade deltagere fra en enkelt by/kommune = Viborg. For at kunne deltage i Søndersøløbet er det en betingelse, at man har en ægte tilknytning til byen/kommunen enten i kraft af at være bosiddende (folkeregister) her, at være aktivt medlem af en idrætsforening under Viborg Idrætsråd, eller at være fast ansat på en virksomhed (det fysiske ansættelsessted) beliggende i byen/kommunen.

Med sine helt særlige adgangskrav er det ganske logisk, at løbet blandt både de bedste deltagere, hos publikum, i pressen og hos sponsorer for længst har fået status af at være en slags uofficielt VIBORG-mesterskab rundt om Søndersø. Løbet har gennem alle år trukket tusindevis af tilskuere, og den lokale prestige er så høj, at jeg godt personligt vil stå inde for et udsagn om, at en sejr (eller blot god placering) hér vægtes mindst på højde med en sejr eller god placering i et hvilket som helst andet dansk løb; danske mesterskaber inkluderet!

Søndersøløbets distance er helt præcis 5.870 meter (én tur rundt om søen + 150 meter) og afvikles på en flad rute med to helt små stigninger samt en blanding af asfalt og grus. 

I år formodes h.h.v. Thijs Nijhuis og Katrine Toft Væsel at blive de hurtigste hos de respektive to køn.

1 kommentar:

  1. Jeg har nu gjort mit til at de andre løb ikke kan kalde sig DKs ældste...

    Har oprettet en artikel om Søndersøløbet på Wikipedia, og artiklen er ovenikøbet kommet på forsiden...

    http://da.wikipedia.org/wiki/Forside

    SvarSlet