Kære bloglæser!
I lørdags (d. 02.06.12) løb jeg - som de fleste bekendt - Stockholm
Marathon sammen med min kæreste,
Anne, som jeg skulle prøve at hjælpe med pace
til en ny PR.
Anne i én af lufthavnene på vej til
Stockholm. Lidt spændt og beklemt,
men bevidst om, der skal Carbo-loades!
Det korte referat var jo, som jeg skrev det her på bloggen
lige efter løbet:
”Løb Stockholm
Marathon sammen med Anne. Det absolut koldeste marathon, jeg nogensinde har
løbet, og det koldeste nogensinde i Stockholm Marathons historie (den hidtidige
rekord var 7 grader i 1987). Kun 3 grader var der ved start, stigende til 4
grader til slut, regnvejr og 10-18 sekundmeters blæst. Vi frøs..... vi frøs
virkelig..... rystede af kulde og kunne næsten ikke se hjem, hverken på de
sidste kilometer af løbet, eller efterfølgende da vi skulle hjem til
hotellet..... føj, føj, føj..... Men alligevel en lille PR på 1.11 minut
til Anne. Så flot :-) Og jeg er selvsagt rigtig stolt af hende :-)”
Det lidt længere referat følger herunder ;-)
(NB: Husk som altid, at alle billeder kan ses i en større version ved at klikke på dem.)
På dagen / før løbet:
Løbet starter først kl. 12.00, så vi behøver ikke at stå op
før ved 8-tiden. Luksus; det kan man ikke klage over ;-) Og morgenmaden ej
heller. Den får vi naturligvis på hotellet. Let og ligetil. Men det er så
næsten også det eneste, der sådan rigtig er helt , som vi kunne ønske os det.
For ud af vinduet ses tydeligt, at vejrudsigterne de sidste par dage desværre
ikke har taget fejl. Det regner. Det er koldt. Det blæser. Og vi må indstille
os på, at det bliver ikke anderledes. Altså er det kun at indrette sig så
optimalt på forholdene, som det er muligt. Og påklædning er naturligvis noget
af det første, man skal tænke på så. I erkendelse af, at ingen af os havde fået
pakket vores tasker godt nok til forholdene, havde vi dagen før været ude at
købe en bedre langærmet trøje til Anne + også et par fingerhandsker til hende.
På daværende tidspunkt tænkte jeg stadig, at jeg selv havde, hvad jeg skulle
bruge, men her fra morgenstunden indser jeg, at det bliver bare endnu værre,
end vi havde forestillet os. Jeg går derfor ned til en nærliggende butik
(Naturkompagniet), og står udenfor og venter lige før kl. 10.00 for at se på
mere tøj. Finder et par ekstra tykke Windstopper handsker og en fin Gore vest. Og
mens, jeg står der, vælter det faktisk ind i butikken med mange flere, som også skal
ud at løbe og ligeledes har erkendt, at de mangler tøj. Næsten helt komisk :-) Nå, men tilbage på
hotellet. Op og snakke hele dagens plan igennem; herunder at vi bestemmer os
for at være ligeglade med, at
arrangørerne skriver, at poserne med omklædningstøj skal være afleveret senest
kl. 11.00. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre. Så skulle man stå i en time i
kun sit mindste tøj, inden starten gik. Utænkeligt! Vi bestemmer os i stedet
for at blive på hotellet helt frem til kl. 11.00 og så gå de 20-25 minutter op
til startområdet med så meget ekstra tøj + plasticovertræk ud over os som
muligt. En plan, der heldigvis fungerer fint. Til slut står vi inde i et lille
telt sammen med hundredevis af andre løbere, og går så først ud i regnen igen
kl. 11.40 for at aflevere tøj. Tættere på tør vi trods alt ikke vente. Og
derfra videre op til vores startgruppe. Heldigvis uden stress. Klokken er, hvad
den skal være.

Regn, regn, regn.... - her knipset ud af vinduet fra
bussen på vej fra lufthavnen, den dag vi ankom....
Vi har desværre ikke fotograferet så meget på selve
løbsdagen. Havde for kolde fingre, og alt var vådt!
Start:
Vi éntrerer startblokken ca. ved. 11.45 tiden. Der er
heldigvis så god plads ude i den ene side langs nogle toiletter, at det kan
lade sig gøre at smålunte en lille smule frem og tilbage. Opvarmning får
pludselig en helt ny betydning, for efter at vi har smidt det yderste lag
overtrækstøj i skiftezonen, er det om muligt bare endnu mere pivkoldt at stå
stille der i kulde, regn og blæst og vente på, at starten skal gå. Så ret beset
handler opvarmningen ikke om at blive varm, men bare om at undgå at blive endnu
stivere af kulde de sidste minutter. Annes racepåklædning er korte tights (hun
insisterede) med olieindsmurte ben, så regnen kan prelle bedst muligt af, en
langærmet trøje og endnu en løbetrøje + top indenunder. Og så et par tynde
fingerhandsker. Mit outfit består i lange tights, en langærmet svedundertrøje,
en tykkere langærmet trøje udover og så den vind- og vandtætte Gore vest, jeg
netop havde indkøbt. Ja, og så også de nye Windstopper handsker. Det sidste
minut inden start smider vi vores plasticovertræk. Folk klemmer sig sammen, og vi ryger afsted over
startstregen i den sædvanlige trængsel. Dog ikke af den aller værste slags, om
end det giver sine udfordringer/uro, at nogle løbere til at starte med
forestiller sig, at det vil kunne lade sig gøre at springe højre og venstre
uden om samtlige vandpytter de næste 42,195 km. Hvilket det selvsagt ikke kan.
De, der endnu ikke har gennemblødte sko, skal nok nå at få det, uanset hvor
meget de springer ;-)

Ruten, vi skal gennemløbe. Først en omgang
på 17 km, og så en omgang på 25 km...
5 km:
Vi løber de første 5 km i 24.16 (= 4.51 min/km). Tempoet er
en lille smule for højt, men dels er der flere af kilometerskiltene, der er
blæst omkuld, så vi ikke rigtig ser dem, dels er gps-tempoet som altid svært at stole på mellem høje
bygninger, og dels går ruten nedad bakke til at starte med. Så alt i alt er
det nok egentlig helt ok. Anne har det
umiddelbart også fint. Der er mange løbere omkring os. Men der er ikke så meget
trængsel, at det er nødvendigt at drible ud og ind mellem hinanden, som vi
ellers før har oplevet det. Både tøj, handsker og sko er på nuværende tidspunkt
allerede fuldstændig gennemblødt af regn og vandpytter (søer), og havde vi håbet på, at
det ville have givet lidt varme i kroppen at komme i gang med at løbe, blev vi
slemt skuffede. Vi fryser stadig helt ind til rygraden og har så stive/kolde
fingre, at vi næsten ikke kan styre den medbragte drikkedunk.
10 km:
Vi løber de næste 5 km på 25.08 (= 5.02 min/km), og runder 10
km i 49.24 (= 4.56 min/km i alt). Vi har på dette tidspunkt været op over
rutens største bakke for første gang. "Västerbron", hvor vi kommer helt nede fra 0
meters højde og stiger ca. 35 meter over en kilometers penge. Oppe på broen er
der absolut ingen læ, det blæser lige ind i hovedet på os, og alle løber halvt
på skrå for at komme fremad. Efter toppen går det heldigvis næsten tilsvarende
nedad, men det er dog kun muligt at hente ca. det halve af den tid tilbage, man
mistede opad. Undervejs på disse kilometer har det slået mig, at mine tights er
helt gennemblødte. Både vand fra overkroppen, som siver nedad, og regn, der er
slået direkte ind på benene, har gjort, at jeg føler, at det hele løber nedad
mig i stride strømme. Særligt mit venstre ben føles vådt, hvilket jeg
tillægger, at vinden og regnen er kommet ind fra venstre over en pæn lang
strækning. En kilometer senere, da jeg vil drikke en tår af den medbragte dunk,
opdager jeg dog, at jeg har glemt at lukke tutten, og flasken er næsten tom.
Jeg har altså hældt det meste af en kvart liter ned ad mig selv, men uden at opdage
det, fordi der i forvejen var så meget andet regn/vand ;-) Anne har det stadig
fint, og vores overordnede plan holder næsten perfekt. Det var også indregnet
helt fra start, at den lange bro kunne koste 20-25 sekunder pr. omgang.
15 km:
Vi løber de næste 5 km på 24.44 (= 4.57 min/km), og runder 15
km i 1:14.08 (= 4.57 min/km i alt). Varme har vi stadig ikke meget af i
kroppen, men for en kort tid oplever vi begge, at blodet har fundet vej tilbage
til vores fingre, som derfor ikke er helt så stive/kolde længere. Det skyldes
nok, at vi løber lidt i medvind samt inde mellem nogle høje bygninger, hvor
chill-faktoren ikke er så høj. På denne strækning tænker jeg også et kort
øjeblik, at måske kan det alligevel ende med at blive en fair god dag. Vi holder
jo det aftalte tempo, og der er intet umiddelbart at mærke på Anne, som virker
okay overskudsagtig, løber i en god rytme og får passet sit vædskeindtag trods
manglende tørst og kolde fingre.
20 km:
Vi løber de næste 5 km på 24.35 (= 4.55 min/km), og runder 20
km i 1:38.43 (= 4.56 min/km i alt). Vinden rammer os med fornyet styrke, da vi
for en stund forlader den bymæssige bebyggelse og løber ud mod Djurgården (grønt
naturområde/ø udenfor byen). Sammen med regnen nedkøler det os straks
yderligere, og ”varmen”, som vi for et øjeblik havde fået i fingrene, forsvinder
hurtigt igen. Ligeledes svinder også meget af min tro på et helt optimalt slutresultat hurtigt
igen på dette stræk. Selv om vi stadig holder tempoet, bliver jeg bevidst om,
at vi endnu end ikke er halvvejs, og at det kræver utroligt mange kræfter både
at opretholde tempo og et minimum af
kropsvarme. Faktisk kan jeg allerede selv mærke heromkring, at det også vil
blive en hård tur for mig.
Djurgården - et skønt naturområde uden for byen,
dog med en hel del små, stejle rullebakker, som
trækker tænder ud af trætte, kolde marathonben ;-)
25 km:
Vi løber de næste 5 km på 25.13 (=5.03 min/km), og runder halvmarathon
i 1:44.08 og 25 km i 2:03.56 (= 4.57 min/km i alt). Stadig holder vi sådan set
tempo, men turen ud gennem Djurgården er barsk. Dels har der været nogle meget
åbne strækninger, hvor vinden har været voldsom. Når man ser på det publikum,
der havde samlet sig omkring halvmarathon, og som står med grotesk meget tøj på
og paraplyer, som vinden rusker i og får til at vende modsat, bliver man også
kun selv endnu mere opmærksom på, at forholdene ikke er helt normale. Omkring
os blandt løberne begynder det også at blive tydeligt, at vejret kræver
mandefald. Mange er allerede gået ned i tempo på dette tidspunkt, og der er
faktisk endnu mere uro i feltet frem- og tilbagmæssigt, end vi er vant til allerede
her. Vi overhaler mange. Men overhales også selv.
30 km:
Vi løber de næste 5 km på 24.58 (= 5.00 min/km), og runder 30
km i 2:28.54 (= 4.58 min/km i alt). ”Er du presset?”, spurgte jeg Anne omkring
de 28 km, hvor hun for 2. gang var faldet et par meter bagud fra mit tempo. Og
jeg får desværre et ”Ja” retur, som der ikke er nogen tvivl om betydningen af. Overskuddet
er forsvundet, trætheden har meldt sin ankomst, og kulden skærer gennem marv og
ben. Fra nu af kunne vi begge rigtig godt have tænkt os, at vi havde gjort som
mange andre; nemlig at have beholdt det store plasticovertæk på, som vi havde over
os lige frem til start, men smed i vejsiden lige som de fleste andre. Jeg har
aldrig set folk løbe med dette overtræk hele vejen før. Men i dag er der ingen
tvivl om, at dem, der gør det (og det er en del), har været de klogeste. Ved 30
km regner jeg på tiden og fortæller Anne, at vi dog er 6 minutter og 40
sekunder hurtigere dér, end vi var i Frankfurt sidste efterår, så der er noget
at give af i.f.t. en ny PR. Men jeg mærker også, at det herfra næppe kommer til
at gå til den gode side. Ingen tvivl om, at i takt med, at vi skifter endnu mere
over på fedtforbrænding, kommer vi om muligt til at fryse endnu mere, end vi
allerede har gjort længe. Vi er gennemblødte, temperaturen er fortsat den samme,
og det blæser en pelikan. Føj-føj-føj…

Det rigtige valg - man skulle have beholdt
sit plasticovertræk på hele vejen...
35 km:
Vi løber de næste 5 km på 26.52 (= 5.22 min/km), og runder 35
km i 2:55.46 (= 5.01 min/km i alt). Det handler kun om damage controle nu. Anne
har ikke kræfter til længere at holde tidsplanen, og det er en kamp bare at holde
sig løbende. Vi overhales af en del bagfra. Men vi overhaler også stadig en
masse, som er gået meget mere ned end os. Det er vist nogenlunde 50/50, sådan
at vi reelt holder vores placeringer i klassementet. Og vandpytterne, som er de
rene søer visse steder, er vi for længst ligeglade med. Vi løber bare lige
igennem. Det er ikke muligt at blive mere våde, end vi er i forvejen. Også den
lange bro med stigning fra 0-35 meters højde lykkes det os også at få forceret
nok en gang. Men det går knap så let som første gang. Og på den anden side,
hvor det går nedad igen, er det ikke rigtig muligt at vinde mere fart tilbage.
Det går desværre kun én vej; stille og roligt langsommere og langsommere. Ved
35 er vores forspring til Frankfurt skrumpet til 5.20 minutter, og Anne får lidt
vædske for sidste gang. Faktisk en kamp i sig selv, for hendes fingre er så
kolde, at hun selv ved at holde på flasken med to hænder næsten ikke kan styre
at få den op til munden og klemme lidt energidrik ud af den. Og dog; det lykkes
heldigvis lige…
40 km:
Vi løber de næste 5 km på 28.05 (= 5.37 min/km), og runder 40
km i 3:23.51 (= 5.06 min/km i alt). Det er nu ren overlevelse. Der er ingen
fart tilbage i Annes ben. Og næsten heller ikke i mine. Efter mine (adskillige)
tissepauser er det faktisk lige før, jeg ikke kan løbe hende op igen. Jeg må
erkende, at jeg også er stærkt afkræftet af kulden og faktisk kæmper min egen
kamp for at bevare lidt overskud, så jeg kan blive ved med at yde støtte også på
de aller sidste kilometer. Minut for minut strider vi os videre, og Anne
beviser, at hun trods modgang og tempofald ikke helt har mistet fight og vilje
til at kæmpe imod trangen til bare at stoppe op. Vi er så kolde, og det er så
fristende bare at sige, ”nu gider jeg ikke mere”. Særligt lige før 40 km, hvor
vi løber forbi det punkt på ruten, der ligger tættest ved vores hotel. Tættest
på varme lokaler, dyne og bad… Men vi kæmper os forbi, selv om vi kan konstatere,
at vores forspring til Frankfurt er mindsket drastisk, så det nu kun er på 2.45
minutter! Jeg regner dog på tiden og ved, at hvis ikke der sker noget helt
slemt, ér det heldigvis nok til, at det fortsat vil blive til en lille PR i
mål.
Mål + hjem til hotellet:
Vi løber de sidste 2,195 km på 12.49 (= 5.50 min/km), og
løber i mål i 3:36.40 (= 5.08 min/km i alt). Det blév til ny PR for Anne! Kanon!
Dog ”kun” med 1.11 minut. Men under helt
ekstreme betingelser. Og efter en helt utrolig kamp over de sidste 12,195 km
fra 30 og hjem, hvor der rent ud sagt kun var tom tank, og både hun og jeg i
bogstaveligste forstand rystede af kulde. Ja, for det gjorde vi. Rent ud sagt.
Rystede af kulde, så man tror, det er løgn. Efter passage af målstregen og
modtagelse af medalje var jeg derfor også meget bevidst om, at der ikke var tid
at spilde, hvis vi skulle ”overleve”. Jeg jagede med Anne, som mest af alt
havde lyst til bare at sætte sig ned og være ligeglad. Fremad! Videre! Ud af
stadion! Og med en plan om, at når vi kom ud, skulle hun straks begynde at gå
den korteste vej mod hotellet (1,4 km), mens jeg skulle hente vores poser med
tøj, hvilket var først 500 meter i den ”gale” retning og så naturligvis retur
igen. Inden da var vi dog heldige at finde et lille toilet med lidt varme på,
hvor jeg så trak af det meste af det (våde) tøj, jeg havde på overkroppen, så
Anne kunne få det udenpå dét, hun i forvejen selv havde. Og herefter ingen
tvivl at spilde, for kulden ville jo også være der de sidste 20 minutters gang
hjem. Så ud på gaden, til højre med hende og til venstre for mig! En god plan,
tænkte jeg selv. Men en plan, der simpelthen bare var for kold for Anne! Så da
jeg – efter at have hentet vores tøj – var på vej hjem mod hotellet i rask
trav/løb, hørte jeg allerede 3-400 meter længere fremme fra det punkt, jeg
havde sendt Anne afsted, et spagt; ”Søren”! Og der stod hun så; stærkt nedkølet
og rystende udenfor et lille pizzaria. Ganske enkelt for frysende til at kunne
gå et eneste skridt mere. Nå, men stadig ingen tid at spilde, så op med døren og
ind på pizzariet, hvor vi midt på gulvet mellem spisende gæster, langsomt og
besværligt, begge rystende af kulde, til sidst lykkedes med at få hende trukket
i lidt mere af det tørre tøj, vi havde i poserne. Stor forståelse og
anerkendelse fra de omkringsiddende gæster. Og en vis moro, da en tjener
troppede op og uden at ænse vores jammerlige tilstand spurgte, om vi havde
bestilt bord?! ;-) Det havde vi jo ikke. Men heldigvis kunne vi da få lov at
gøre os færdige. Bagefter ud på gaden igen, og stadig en kilometer hjem.
Pivkoldt. Og ben, der næsten ikke ville flytte sig. Videre, videre, videre,
jagede jeg med hende. Der er kun én vej. Fremad. Lige om lidt, så er vi der. Og
til sidst. Endelig. Rundt om et hjørne. Og så kunne vi se døren ind til
hotellet. Bare dér op. Og ind. Så ville der være stuetemperatur. Og vi var
reddet :-)
Helt fantastisk følelse at tage de sidste skridt ind gennem lobbyen, frem til
elevatoren, ind på værelset og ud på badeværelset under den varme bruser. Vi
overlevede ;-)

Man løber i mål på Stockholms flotte, gamle
olympiske stadion fra 1912. Her knipset, da vi
hentede vores startnumre dagen før...
Storskærm allerede i 1912 ??
Dagens officielle belønning: Medaljen!
- mere fortjent end nogensinde...
Vores egen belønning? Take away PIZZA!
- dog ikke fra dér, hvor vi klædte om ;-)
Efterrationalisering:
Ingen af os havde reelt tøj nok på. Og Anne havde i hvert
fald slet ikke tøj nok på. Ikke at hun havde mindre på end så mange andre. Men
til denne dag var det bare alt for lidt. Måske fint nok, hvis man bare vidste,
at man kunne holde sin puls høj nok hele vejen og have let tilgængelig energi
(læs: kulhydrater) nok at gøre med. Men slet ikke tilstrækkeligt på de sidste
kilometer. Og så er der ingen tvivl om, at stærk nedkøling som følge heraf i
den sidste ende kom til at koste adskillige minutter. For Annes form var helt
klart til mere. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vi på en god dag var
kommet meget tæt på 3:30 timer, og med en pæn god sandsynlighed endda også
under. Men hvis og hvis…. Vi gjorde det ikke, og må derfor vente til næste
gang, som vi netop har besluttet, skal være i Frankfurt den 28. oktober. SÅ
rykker vi! Jeg glæder mig allerede, for Anne er det heldigvis altid en
fornøjelse at løbe med. Ingen pyller og masser af god stædighed og fight!
Sidstnævnte ikke mindst udvist i lørdags under helt groteske vilkår. At hun
trods det hele alligevel formåede at løbe stærkere end nogensinde, gør mig så
stolt. Og giver mig tro på, at der heldigvis
er en del mere i hende endnu :-)
Links, billeder, resultater m.m.:
Blærehjørnet:
Jeg har løbet Stockholm Marathon én gang tidligere.
I 2001.
Mit sidste år som eliteløber. Og på mange måder et år med blandede løbemæssige oplevelser.
På den positive front var, at jeg dét år både satte personlig rekord på 10.000
meter, 10 km landevej og 15 km landevej. På den negative front var, at jeg
udgik af tre marathon’s, hvor jeg slet ikke kunne få det til at fungere. I
Stockholm gik det dog ganske fornuftigt. Godt nok løb jeg med tiden 2:20.30 kun
min 4. hurtigste marathon gennem tiderne og var ca. 2 minutter fra PR. Men
alligevel regner jeg faktisk præstationen for min måske bedste på den distance
nogensinde. Til løbet havde jeg medbragt en personlig pacesætter/støttepædagog
i form af Jørgen Gamborg, som optimalt set skulle kunne løbe med mig helt ud
til omkring de 30 km. Men desværre var Jørgen blevet syg i dagene op til løbet
og døjede med slet ikke at kunne få luft. I praksis blev det derfor kun til 10
km, inden han måtte opgive at løbe yderligere. Og herefter var jeg desværre
mutters alene, idet jeg/vi bevidst havde valgt at lade et meget stort førerfelt
stikke afsted uden at gøre forsøg på at løbe med. Ved 10 km lå jeg således kun placeret
omkring nr. 25-30 og var med tiden 32.30 min. lige præcis ét minut efter de aller forreste = en stor gruppe på ca. 15 løbere
med en skøn blanding af europæere og diverse afrikanere. Fra 10-28 km løb jeg i
mit eget tempo uden fast selskab af andre løbere. Halvmarathon blev rundet i
ca. 1:08.50, og stille og roligt overhalede jeg hele tiden nogle af dem, der
havde lagt hårdere ud. Ved 28 km blev jeg dog selv indhentet/overhalet af
italieneren
Giorgio Calcaterra (PR 2:13 i år 2000 og idag regerende 100 km verdensmester), som det heldigvis
lykkedes mig at hægte mig på helt frem til 41,5 km, hvor han fik nogle få meter
til mig på vej ind til stadion. Og over målstregen skulle det vise sig, at han
og jeg faktisk havde overhalet så mange af de foranliggende løbere, at vi til
slut endte som h.h.v.
nr. 5 og 6. For mit vedkommende ”kun” 1.39 minut efter
vinderen. Og absolut tilfredsstillende. Som nævnt ovenfor, er Stockholm nemlig
ikke nogen nem rute. Det meste af tiden går det enten lidt op eller lidt ned,
og så er der diverse helt små, stejle bakker + særligt én stor, som man skal
opad to gange. Bestemt ikke den første rute, man ville tænke på, hvis man søgte
et hurtigt løb, hvilket jeg også fik bekræftet igen i lørdags sammen med Anne.
Men på en god dag kan meget naturligvis lade sig gøre. Og den dag i 2001 havde
jeg heldigvis en sådan. Løbet skulle i øvrigt vise sig at blive det aller
sidste marathon, jeg gennemførte som eliteløber. Det vidste jeg naturligvis
ikke dér. Men i dag er det heldgvis et godt minde som sådant
:-)
- 2:18:17
Anders Szalkai, Sverige (PR 2:12)
- 2:18:58
Giuseppe Carella, Italien (PR 2:17)
- 2:19:13
Julius Mtibani, Tanzania (PR 2:15)
- 2:19:31
Alfred Shemweta, Sverige/Tanzania (PR 2:14)
- 2:20:18
Giorgio Calcaterra, Italien (PR 2:13)
- 2:20:30
Sören Rasmussen, Danmark (PR 2:18)
- 2:20:39 Yrjö Pesonen,
Finland (PR 2:17)
- 2:21:02 Onesmo Ludago, Tanzania (PR 2:14)
- 2:22:07
Rachid Ait-Bensalem, Marocko (PR 2:13)
- 2:23:12
Terje Naess, Norge (PR 2:13)
Førerfeltet i 2001 efter ca. 3-5 km. Den senere
vinder er ham med den hvide kasket...
Ca. 150-200 meter bagude anes to løbere i gule
trøjer+sorte bukser = Jørgen Gamborg og mig :-)