02.11.12

Fredag (1.224).

Morgenvægt:
66,1 kg. 

Træning 1:
12,7 km á 4.48 min/km. 
Løb alene. Søndersø rundt tur/retur fra Katrineparken. Jævnt tempo. 

Min løbetur igår aftes (kl. 01.05-01.35) har givet anledning til en vis efterfølgende debat med synspunkter om, at jeg dermed skulle have brudt den række af daglig løbeture - eller døgnlige, om man vil - som jeg begyndte den 28.06.2009. Men det har jeg naturligvis ikke, idet betingelserne for, hvordan jeg definerer min ubrudte række, alene bestemmes af mig selv og netop rummer mulighed for at løbe min "daglige" tur efter midnat. I min optik / mine betingelser er det i.f.t. tidspunktet på dagen ikke af betydning, om jeg ovenpå en aften med gæster insisterer på at nå at få løbet en tur inden midnat, eller om jeg først gør det lidt senere, når de er gået hjem. Det betydende ér, om jeg får løbet, inden jeg går i seng.

Min regel er altså på jævnt dansk, at "Jeg løber hver dag, inden jeg går i seng".

I mere formaliseret form har jeg forsøgt mig udi følgende sæt vedtægter ;-)

*****
§1
Følgende regelsæt er gældende for undertegnedes daglige løberutine.

§2
At løbe dagligt vil sige at løbe hver dag / hvert døgn.

§3
En dag defineres i denne sammenhæng som tidsrummet mellem to nattesøvne, og kan således være både lidt kortere og lidt længere end 24 timer.

§4
En nattesøvn defineres som søvn placeret mellem solnedgang og solopgang og med udstrækning til efter midnat.

§5
Nattesøvnen er således det sædvanlige skæringspunkt, når det skal afgøres, hvorvidt der er løbet en dag.

§6
Der er ikke nogen minimumslængde på en nattesøvn.

§7
Det er undertegnede alene, der afgør, hvorvidt der har været sovet.

§8
Hvis der undtagelsesvis ikke er sket en nattesøvn, udgøres skæringspunktet i stedet af midnat, lokal tid.

§9
Ved rejser på tværs af tidszoner foretages en individuel vurdering af relevant skæringstidspunkt.

§10
At løbe defineres som bevægelse i løb, jfr. almindeligt anerkendt fysisk definition heraf.

§11
Der eksisterer ikke et præcist defineret mål for minimumslængden på en løbetur.

§12
Det tilstræbes dog, at en løbetur er mindst 3 km, resp. 15 min. (hvad der kommer først), men under særlige omstændigheder kán kortere gøre det.

§13
Undertegnede bestemmer, hvornår særlige omstændigheder gør sig gældende.

§14
Der stilles ikke krav om særlig påklædning eller fodtøj i.f.m. løb.

§15
Undertegnede indrømmes ubegrænset dispensationsmyndighed i.f.t. alle paragraffer.

§16
Synspunkter og protester fra enhver anden interessent er irrelevante og vil uden videre blive afvist.

§17
Synspunkter og protester fra enhver anden vil tillige blive betragtet som misundelse over ikke selv at besidde samme disciplin.

§18
Hvad der end måtte mangle i dette regelsæt, kan undertegnede tilføje eller ændre uden videre.

§19
Nærværende regelsæt er udstedt med hjemmel i den selvstændige anordningsmyndighed, idet ingen anden lovgivning regulerer spørgsmålet.
 *****

NB: Som det fremgår, defineres en "dag" i denne sammenhæng ikke helt så firkantet som en "dato", men mere som udtrykket for den vågne tid mellem to nattesøvne - dog med den præcisering, at hvis der ikke soves en nat, ér det datoskiftet kl. 00.00, der fungerer som skæringspunkt.

At bruge en terminologi, hvor en "dag" defineres på en lidt anden måde end den dato, der løber fra kl. 00.00-23.59, er jeg ikke alene om. Det ses således også i andre anerkendte sammenhænge; læs f.eks.:

Om det meteorologiske døgn (meteorological day), som løber fra den ene dags morgen til den næste:

Om at en dag kan sidestilles med et døgn, som løber fra solopgang til solopgang:

Om at et døgn er en periode på 24 timer (men ikke en bestemt periode):

I tilknytning til ovennævnte kan jeg oplyse, at jeg har gennemgået mit træningsforløb det seneste ca. 3½ år og kan fastslå, at alle løbeture indtil nu - udover at overholde mine egne regler - i øvrigt også helt konkret ér sket inden for et systematisk løbende døgn [á 24 timer] med start/slut hver eneste dag kl. ca. 03.00 om natten.  

Der kan altså med sikkerhed trækkes en 24-timers skabelon ned over mit samlede p.t. 1.224 dages forløb, hvor der - uden undtagelse - ligger minimum én løbetur inden for hver eneste på hinanden følgende sæt 24 timer efter en helt fast døgnrytme, der blot har en praktisk motiveret ca. 3 timers forskydning i.f.t. dansk midnat. Denne forskydning har jeg været tro imod gennem hele forløbet, idet f.eks. ingen ture i tidsrummet efter midnat og inden min nattesøvn er bogført under den efterfølgende dag, hvorfor jeg således har måttet ud igen, hvis det var tilfældet, at jeg f.eks. løb i tidsrummet 00.00-03.00.

Ergo; quod erat demonstrandum: Jeg løber / har løbet såvel dagligt som døgnligt :-)

Måske ville det gøre det lettere, hvis jeg tilføjer mine ovennævnte regler, at der løbes efter Grønlandsk tidszone, eller noget dér omkring. Det vil jeg overveje.

5 kommentarer:

  1. Hvis man først laver reglerne efter man har dummet sig , kan man jo gøre som det passer sig, men du kan vist ikke lave om at det nye døgn starter 0001, lige meget hvor gerne du gerne vil :-).

    SvarSlet
  2. Kære anonym - reglerne er ikke lavet, før jeg har dummet mig.

    Dels er det længe siden, jeg definerede reglerne; det vil dem, der har fulgt mig, vide, for vi har debatteret det før.

    Dels har jeg ikke dummet mig. For jeg har handlet bevidst og i overensstemmelse med mine regler.

    Så din kommentar er desværre uberettiget.

    SvarSlet
  3. PS: Argumentet om, hvornår et nyt døgn starter, er jo ganske irrelevant, når jeg har defineret, at en "dag" er tidsrummet mellem to nattesøvne.

    SvarSlet
  4. Kan ikke argumenter mod dine regler og paragraffer, men hvis jeg hører en sige han løber min en gang om dagen så vil jeg mene og forstå det sådan at det er en gang i døgnet.

    SvarSlet
  5. Kære Anonym (hvorfor i øvrigt ikke give sig til kende?).

    Er det mon fordi, du ikke har læst, hvad jeg skriver, eller fordi, du ikke forstår, hvad jeg skriver, at du endnu ikke er med?

    Hvis førstnævnte, så læs venligst de 2 afsnit, der kommer efter regelsættet.

    Herefter repeteres:

    - et døgn er en PERIODE på 24 timer, som kan starte når som helst, lige som f.eks. en periode på 60 minutter kan starte når som helst.

    - et døgn behøver ikke følge en dato. Når der f.eks. afvikles 24 timer Stafet i Viborg, er der også et døgn mellem lørdag kl. 12.00 og søndag kl. 12.00.

    - et døgn er således ikke det samme som et kalenderdøgn, der altid starter kl. 00.00.

    - med start den 28.06.2009 kl. 03.00 kan der i skrivende stund med sikkerhed beregnes 1.224 * 24 timer (døgn) + de første godt 14 timer af endnu et påbegyndt døgn.

    - indenfor nævnte 1.224 hele døgn á 24 timer har jeg alle gange løbet mindst én gang.

    ERGO HÁR JEG NETOP LØBET DØGNLIGT / ÉN GANG I DØGNET I HELE DEN SAMMENHÆNGENDE PERIODE :-)

    For dem, det måtte støde, skal jeg dog gerne fremover bruge termen "døgnligt" i stedet for "dagligt". Men i bund og grund behager det mig faktisk rimelig godt, at de to links til Wikipedia jfr. ovenfor bekræfter mig i min egen brug af begreberne. Og så lever jeg helt fint med, hvis der er nogle, som jfr. §17 måtte mene noget andet :-)

    SvarSlet