Kære dejlige og helt fantastiske netværk!
Meget ofte finder jeg mig selv beæret over, at ualmindeligt mange af jer ved forskellige lejligheder rækker ud efter mig og spørger mig til råds eller efter hjælp til at at forholde mig til forskellige projekter, målsætninger, opgaver m.m., som I måtte være i gang med hver især – og hvor I har tillid til netop mit bidrag (hvilket jeg er rigtig stolt af) – det være sig bl.a. i.f.t. spørgsmål om økonomiske dispositioner, juridiske forhold, træningsmæssig sparring eller noget helt fjerde.
Men jeg lider desværre af 2* større udfordringer / "problemer" i den henseende:
1) Antallet af henvendelser om min hjælp stiger og stiger. Jeg overdriver ikke (det gør jeg vitterlig ikke), når jeg siger, at der i bogstaveligste forstand er mindst én ny henvendelse eller flere om et eller andet dagligt….. både fra nogle af jer, som jeg har aller tættest på både familiemæssigt og kammeratligt, eller fra andre, jeg kun kender perifert eller endda slet ikke.
2) Jeg er ikke den bedste til at sige nej, og ender derfor ofte med at få brugt al for meget tid på at hjælpe andre – uden alligevel at nå at hjælpe alle – samtidig med at jeg ender med at stå tilbage med for lidt tid til at hjælpe mig selv. Det har min dejlige kæreste, Anne, ved gentagne lejligheder mindet mig om, at der ikke dur som en langvarigt holdbar løsning. Hvilket hun i øvrigt har så ganske ret i. Lige nu har jeg f.eks. et juraspeciale, som trækker i langdrag, og som jeg bliver nødt til at førsteprioritere noget mere, foruden en helt masse andre ting, der har med mig selv/Søren og Sørens lille familie at gøre.
Så dérfor bliver jeg desværre nødt til – med blødende hjerte – at blive bedre til indimellem at få sagt fra i tide, når nogle henvender sig og spørger om mine råd ; også dér, hvor det er nogle af jer, som jeg holder aller mest af :-(
Med nærværende kollektive ”nødråb” er det således mit håb at kunne opnå, at de af jer, det måtte kunne komme til at omfatte, hver især vil forstå, at når eller hvis et ”Nej, desværre” en dag rammer jer – evt. blot med et link, der henviser til nærværende, som man evt. ikke har læst før - så har det ikke noget med nogen enkelt person at gøre konkret, men skal blot ses som et udtryk for, at jeg ganske enkelt ikke har timer nok i døgnet til at være der for alle; især ikke, når det går ud over at være der for mig selv og mine aller nærmeste.
Jeg håber også, at hver enkelt, som måske alligevel godt kunne tænke sig, at jeg skulle bruge ”bare lige 5 minutter” på at se på et eller andet, vil forstå, at i praksis når man ingen steder på 5 minutter, hvis svaret skal have værdi. I praksis tager ”5 minutter” oftest meget hurtigt en time eller to.
Meget ofte finder jeg mig selv beæret over, at ualmindeligt mange af jer ved forskellige lejligheder rækker ud efter mig og spørger mig til råds eller efter hjælp til at at forholde mig til forskellige projekter, målsætninger, opgaver m.m., som I måtte være i gang med hver især – og hvor I har tillid til netop mit bidrag (hvilket jeg er rigtig stolt af) – det være sig bl.a. i.f.t. spørgsmål om økonomiske dispositioner, juridiske forhold, træningsmæssig sparring eller noget helt fjerde.
Men jeg lider desværre af 2* større udfordringer / "problemer" i den henseende:
1) Antallet af henvendelser om min hjælp stiger og stiger. Jeg overdriver ikke (det gør jeg vitterlig ikke), når jeg siger, at der i bogstaveligste forstand er mindst én ny henvendelse eller flere om et eller andet dagligt….. både fra nogle af jer, som jeg har aller tættest på både familiemæssigt og kammeratligt, eller fra andre, jeg kun kender perifert eller endda slet ikke.
2) Jeg er ikke den bedste til at sige nej, og ender derfor ofte med at få brugt al for meget tid på at hjælpe andre – uden alligevel at nå at hjælpe alle – samtidig med at jeg ender med at stå tilbage med for lidt tid til at hjælpe mig selv. Det har min dejlige kæreste, Anne, ved gentagne lejligheder mindet mig om, at der ikke dur som en langvarigt holdbar løsning. Hvilket hun i øvrigt har så ganske ret i. Lige nu har jeg f.eks. et juraspeciale, som trækker i langdrag, og som jeg bliver nødt til at førsteprioritere noget mere, foruden en helt masse andre ting, der har med mig selv/Søren og Sørens lille familie at gøre.
Så dérfor bliver jeg desværre nødt til – med blødende hjerte – at blive bedre til indimellem at få sagt fra i tide, når nogle henvender sig og spørger om mine råd ; også dér, hvor det er nogle af jer, som jeg holder aller mest af :-(
Med nærværende kollektive ”nødråb” er det således mit håb at kunne opnå, at de af jer, det måtte kunne komme til at omfatte, hver især vil forstå, at når eller hvis et ”Nej, desværre” en dag rammer jer – evt. blot med et link, der henviser til nærværende, som man evt. ikke har læst før - så har det ikke noget med nogen enkelt person at gøre konkret, men skal blot ses som et udtryk for, at jeg ganske enkelt ikke har timer nok i døgnet til at være der for alle; især ikke, når det går ud over at være der for mig selv og mine aller nærmeste.
Jeg håber også, at hver enkelt, som måske alligevel godt kunne tænke sig, at jeg skulle bruge ”bare lige 5 minutter” på at se på et eller andet, vil forstå, at i praksis når man ingen steder på 5 minutter, hvis svaret skal have værdi. I praksis tager ”5 minutter” oftest meget hurtigt en time eller to.
Afslutningsvis vil jeg gerne understrege, at det ikke med nærværende har været min intention hverken at optræde arrogant, selvoptaget, ”ugæstfri”, eller på anden måde at overdrive/opskrue en tilstand. Det er faktisk det sidste, jeg ønsker at opnå, og jeg ville blive rigtig ked af det, hvis nogle misforstod. Der er tale om et nødråb, jeg er brandærgerlig over at måtte fremsætte, for i bund og grund ville jeg ønske, jeg kunne være der for alle.
Til aller-aller sidst vil jeg også gerne gøre det tydeligt, at skulle der nu sidde en enkelt eller to blandt jér, der læser nærværende, og tænke: ”Åh-nej, gad vide, om det nu er mig, han tænker på”, så nej! Det er det ikke! Jeg tænker ikke på nogen enkelt henvendelse. Det er summen af enkelthenvendelser, jeg tænker på :-) Så for de af jer, der måtte tænke sådan, vil jeg gerne, at alle forstår, at når jeg skriver, jeg både er stolt og beæret over den tillid til min dømmekraft og rådgivning, mange har vist mig, så ér jeg vitterlig stolt og beæret. Tak til hver enkelt af jer for dét!
*Og når alt ovennævnte så er sagt, så bliver jeg vist også nødt til at (selv-)erkende, at der – som mange af jer jo også udmærket kender mig kun alt for godt - i virkeligheden er et helt 3. problem, nemlig at jeg tit sélv er den udfarende, som elsker at bidrage med gode råd og vejledninger om både træning og alt muligt andet med mine til tider både insisterende og vedholdende fastholdelse i at være med til at hjælpe med og/eller løse andres udfordringer ;-) Dét kan jeg imidlertid ikke love nogle, at man helt slipper for, når jeg indimellem lige er i humør til det :-) Og jeg forstår også godt, hvis det nogle gange kan være lidt svært at forstå, at hvor jeg det ene øjeblik var stærkt engageret på en løbetur eller andet, så kan det være en hel del sværere for mig at fastholde engagementet, når eller hvis jeg skal tage udfordringen med hjem. Men det er så også én af mine opgaver fremover; nemlig at blive tydeligere til at få skilt ad, at hvor tiden på en løbetur i gode kammeraters selskab f.eks. hellere end gerne (også fortsat) går med sparring omkring stort såvel som småt, så er det noget andet, hvis det handler om en time eller flere, jeg skal bruge, efter løbeturen er ovre…
Kh Søren
Søren, i bund og grund vælger du jo bare at prioritere din tid, hvilket jeg har stor respekt for. Det kræver sin mand, (eller hans kone;) at nå der til, når man så gerne vil det hele. Held og lykke med færdiggørelsen at studiet.
SvarSletHej Søren. Tak for de input du er kommet med (til mig).. Jeg har fuldt forståelse for din beslutning. Dit studie og dít løb, må og skal være det vigtigste.
SvarSletDennis