01.03.12

Torsdag (978).

Morgenvægt:
63,9 kg. 

Træning 1:
3,3 km opvarmning á 5.11 min/km.
1*2.000 meter á 7.57 (medvind)
2*1.000 meter á 3.47 og 3.38 (modvind)
4,7 km mellemjog/afjog á 5.18 min/km.
I alt 12 km.

Løb med Anne Mette Kleis-Kristoffersen på østsiden af Søndersø + banestien for at få blødt underlag på hele turen. Luksus for ømme ben ;-)

Apropos ben, så skrev jeg jo i øvrigt følgende igår:
"Begge mine ben er rent ud sagt i en jammerlig forfatning. Ikke energi-, styrke- eller præstationsmæssigt, når det gælder - heldigvis - men med ømhed og smerte hver dag, inflammation og diverse anden overbelastning i både højre achillessene (slimsækkene, som er stærkt hævet op), i mit højre knæ, og nu også i min venstre læg og ankel, som siden i fredags er blevet tiltagende mere øm og ligeledes er hævet voldsomt op med en svag gulning bagpå, dybe strømpemærker ind i huden og mørke blodudtrækninger helt nede på foden m.m. På mine løbeture stavrer jeg derfor afsted som en anden krykhusar, men glæder mig dog over, at undervejs, når jeg bliver godt varm, gør det lidt mindre ondt :-)

I morgen eller én af de næste dage vil jeg lægge et par billeder ind, som viser, hvad jeg mener. Og så vil jeg ellers prøve at sætte lidt ord og forklaring på til de mange, som sikkert har svært ved at forstå, hvorfor jeg gør, som jeg gør; hvorfor jeg (som jo ellers gerne maner til forsigtighed, når det gælder andre) stort set ignorerer alle min krops signaler og alligevel bliver ved med at træne, selv om al sund fornuft siger, at en lidt mere hensynsfuld tilgang ville være at anbefale. For jeg har naturligvis en god forklaring ;-) Men jeg skal lige have den formuleret, så andre [måske] fatter bare lidt af min mening med galskaben ;-)"
Og idag er jeg så klar med de lovede billeder, som kommer længere nede. Men før billederne skal jer, der læser med, have den samtidig lovede forklaring. For jeg har været meget i tvivl, om jeg overhovedet skulle lægge dem ud eller ej. Dels er det jo ikke min hensigt, at det på nogen måde skal opfattes "sejt", at jeg løber rundt, som jeg gør. Og dels har jeg været meget i tvivl, om det overhovedet vil kunne lykkes mig at få forklaret, hvorfor det giver mening for MIG at gøre, hvad jeg aldrig nogensinde ville anbefale andre at forsøge sig med. Men hvis bloggen her ikke bare skal være et sorgløst glansbillede, men en virkelig og sandfærdig skildring af min vej frem mod Rotterdam, så er der ingen vej uden om. 

Jeg vil starte med at minde om, hvad der er mit projekt:

JEG VIL LØBE UNDER 2:30 TIMER TIL ROTTERDAM MARATHON 15.APRIL 2012.

Og før nogle læser videre, vil jeg gerne bede om, at man lige læser min målsætning nok en gang. Så man vitterlig forstår, hvad det ér, jeg skriver. 

Mit projekt er nemlig ikke at løbe "bedst muligt" i Rotterdam eller på anden vis at udvikle mig bedst muligt "henover kommende sæson". For mig handler det ganske enkelt om briste eller bære. Mit mål er at løbe under 2:30 den 15. april 2012. Og derfor vil f.eks. 2:31-2:33 ikke være en opfyldelse af projektets målsætning, som jeg kan bruge til så meget. Heller ikke selv om mange andre evt. ville synes, at; "det er da også rigtig flot". For jeg hár jo været der med de gode tider førhen i min løbetid. Jeg hár jo haft alle mine år med langsigtet fokusering, og hvor processen med både at træne så godt som muligt sæson efter sæson og samtidig at tage alle nødvendige hensyn til min krop for at sikre, at den så længe som overhovedet muligt ville være i stand til at blive ved med at udvikle sig. Mod nye mål. Og i søgen efter, hvor min absolutte grænse gik. Men sådan er det ikke længere. Sådan kommer det aldrig til at blive igen. Mit projekt er afgrænset til at strække sig frem til Rotterdam. Kun dét. Og dérefter forestiller jeg mig ikke, at jeg nok en gang kommer til at fokusere på marathon i samme udstrækning som det seneste halve år. Så bliver det tilbage til lidt mindre løbepensum igen og lidt mere sjov og fornøjelse af den karaktér, som fik mig igang med at løbe igen for godt og vel 3 år siden - og som jeg har nydt rigtig meget. Både i selskab med gode løbekammerater. Og i selskab med min familie :-)

Og med alt ovennævnte kommer også forklaringen på, hvorfor jeg ikke søger noget behandling, hvorfor jeg ikke tager nogle fridage, hvorfor jeg ikke trapper lidt mere ned på min løbemængde, og hvorfor jeg i det hele taget ikke tager lidt flere hensyn til min stakkels, gamle krop. For det har jeg slet og ret ikke tid til. Hvor banalt og naivt, det end lyder, så er det dét, det handler om. Behandling, mindre mængde og alle mulige andre ting, jeg kunne gøre godt for mine ben, ville alle sammen inkludere mindre træning. Færre kilometer, som jeg ville komme til at mangle, når startskuddet lyder i Rotterdam. Eller måske i særlig grad, når vi runder de 30 kilometer. Og af dén årsag presser jeg hver dag min krop til den yderste grænse, jeg tror på, der kan hænge sammen for mig, så jeg lige præcis holder frem, til det gælder. Og som er tilstrækkeligt til, at jeg kan sandsynliggøre overfor mig selv, at det er realistisk at tale om sub 2:30 timer. For også hér gælder jo, at det ikke ville give mening for mig at tænke på, at hvis nu bare jeg lige tog lidt ekstra forholdsregler, så ville risikoen for slet ikke at nå frem til Rotterdam i hel stand blive væsentlig mindre. For det handler ikke om at undgå risikoen for ikke at nå frem. Af den årsag, som jeg allerede hár beskrevet ovenfor, nemlig at projektet går på at prøve at løbe under 2:30; ikke på at prøve at løbe bedst muligt. Jeg bliver nødt til at træne så meget, som jeg mener, der er nødvendigt. At stå på startstregen i skadesfri stand, men med en form, jeg på forhånd ville vide, der ikke rakte til målet, er ikke noget, jeg kan bruge til noget. Ikke idag. Ikke som 45-årig med et projekt, der er afgrænset til ét skud. Og dérfor står min tilgang helt i modsætning til, hvordan mange yngre fremadstormende eller etablerede topløbere med en helt anden sund og meningsfuld fornuft angriber déres tilgang til det hele. Fordi det for dem - med rette - handler om meget-meget mere end bare det næste løb.

Gav det mening? Bare lidt? Jeg håber det...

Nå, snak nok ...... nu var jeg jo lige ved at glemme billederne ..... har nogle mon siddet og ventet på dém frem for al min hælden vand ud af ørerne ovenfor? Forhåbentlig bare en enkelt ;-) Anyway, her kommer de (klik evt. for at se større version):

Herover ses først et billede af den achillessene, jeg
jævnligt har skrevet lidt om. Det er dén til højre, det
er galt med ;-) Reelt er der tale om, at slimsækkene
omkring senen er stærkt betændte og voldsomt hævet. 
Det siger sig selv, at det gør nas... men som som tidligere
beskrevet, har det hjulpet på smerterne at mindske trykket
ved at skære i hælkapperne på mine sko. Desværre er det
kun smerterne, dét har hjulpet på; ikke selv betændelsen.
Billedet her er fra dagen efter Holstebro By ½ Marathon,
og hævelsen er altid værst efter lange ture eller hurtigere
tempo. I mellemdagene kan hævelsen falde til ca. 75%.

I sidste uge fik jeg så pludselig én eller anden mystisk 
stikken i min venstre læg. Og efter min lange tur søndag
havde jeg - udover en rigtig øm læg - også en rødmen 
i huden strækkende fra bag på læggen til ned på inder- 
siden. Lidt svært at se på billedet, men kan vist anes.

I løbet af det næste døgns tid hævede min læg og
ankel voldsomt op. Men umiddelbart forsvandt til
gengæld den rødmen, der havde været i huden.

Hævelsen ses tydeligt af, hvordan 
strømper på kort tid "gnaver" sig ind
i huden og efterlader en dyb kant.

Endnu en dag efter så min venstre fod så sådan hér ud. 
Stadig stærkt hævet, og nu også med et underligt blodudtræk 
helt nede på indersiden. Ikke ømt lige dér dog. Altid noget ;-)

På ydersiden er der også mørke aftegninger i huden, 
men dog ikke så tydelige som på indersiden.

Og ja, det var så det ...... ikke flere billeder for nu ...... så klyng mig bare op ...... men først, hvis det efter tre gennemlæsninger stadig ikke gi'r mening, hvad jeg skriver. 

Og gør det også kun, hvis man ikke anerkender, at selv om det ikke gi'r mening for nogen anden, så gør det for mig... ;-)

I mellemtiden træner jeg videre. Tænker, at det nok skal gå væk igen .... af sig selv .... lige som det er kommet .... ;-) .... og i morgen venter i øvrigt en rolig dag med kun 6 km. Så' jeg vel tip-top lørdag .... mon ikk' .... ??? ;-)

PS: Til dem, der tænker, at et par fridage nu nok alligevel kunne være ganske fornuftigt - selv under hensyntagen til mit "sub 2:30 i Rotterdam" projekt - så vil jeg sige, at det er ganske enkelt udelukket. For jeg har jo et sideløbende "jeg løber hver dag" projekt. Og dét er endnu vigtigere. Sådan er min prioritering. End of discussion.

1 kommentar:

  1. Ja kønt ser det jo ikke ud, men forstår dit projekt 100%, og respekt for det! Håber virkelig du når din målsætning om sub 2:30 - det er vist rimelig godt når man er 45!!!!

    SvarSlet